Fluorimetri, analysemetode til mængdebestemmelse af stoffer, der udviser fluorescens. Den undersøgte prøve belyses med ultraviolet eller synligt lys, hvorefter intensiteten af den udsendte fluorescens måles. Jo kraftigere dette signal er, jo større er mængden af fluorescerende stof.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fluorimetri kommer af fluorit og -metri.

En fluorimetrisk bestemmelse kan ofte foretages uden at tage hensyn til tilstedeværelsen af andre stoffer, der ikke fluorescerer. Endvidere er det en meget følsom metode. Med anvendelse af en laser som belysningskilde kan man i visse tilfælde registrere enkelte molekyler. Desuden medfører den fluorimetriske bestemmelse ikke nogen ændring i det undersøgte system, og det er nemt at lade den indgå i automatiserede procedurer til fx styring af industrielle processer.

Fluorimetri har stor betydning inden for mange andre videnskaber end analytisk kemi, fx geologi, biologi, biokemi, lægevidenskab, miljøundersøgelser, fødevare- og bioteknologi. Se også spektroskopi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig