Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sorbitol

Oprindelige forfattere AHolm og LSki Seneste forfatter Redaktionen

sorbitol, (afledt af lat. sorbus 'røn'), glucitol, C6H14O6, farveløs, krystallinsk hexitol med smp. 110-112 °C. Sorbitol er opløseligt i vand, har en sødme på ca. 60% af almindeligt sukker og findes i mange forskellige bær og frugter. Det er godkendt som tilsætning til fødevarer (E 420) og anvendes fx i tandpasta, slik og diætfødevarer. Sorbitol anvendes også i kosmetik, tobak, papir m.m.

Sorbitol kan isoleres fra bl.a. rønnebær (Sorbus); tidligere anvendtes navnet D-glucitol, da sorbitol kan fremstilles ved reduktion af glukose. Mundhulens bakterier nedbryder ikke sorbitol til syre. Sorbitol fremmer derfor ikke caries, og det anvendes til "sukkerfrit" slik; sådant slik er dog ikke kaloriefrit, da sorbitol omsættes i organismen. Sorbitol anvendes også som konsistensmiddel i levnedsmidler; ved tilsætning af mere end 10% skal der oplyses om stoffets afførende virkning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Holm, Leif H. Skibsted: sorbitol i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162426