Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

myresyre

Oprindelige forfattere HJSP og OtDa Seneste forfatter Redaktionen

myresyre, methansyre, HCOOH, farveløs væske med en stikkende lugt, smp. 8,4 °C, kp. 100,7 °C. Salte og estere af myresyre kaldes formiater (lat. formica 'myre').

Myresyre kan fremstilles ved at behandle natriumhydroxid med carbonmonoxid ved 120-130 °C og derefter tilsætte svovlsyre. I dag fremstilles den hovedsagelig ved hydrolyse af methylformiat, der igen er fremstillet af methanol og carbonmonoxid. Den er med en pKs-værdi på 3,77 en stærkere syre end andre carboxylsyrer og virker desuden reducerende.

Myresyre indgår i forsvarssystemerne hos flere dyr og planter, fx myrer og brændenælder. Den anvendes teknisk bl.a. ved ensilering og garvning, som konserveringsmiddel (fx i frugtjuice), til regulering af surhed og som kemisk mellemprodukt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen, Otto Dahl: myresyre i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129198