UNIX, operativsystem, der bl.a. anvendes til netværkscomputere. Udviklingen af UNIX, der for store deles vedkommende er programmeret i C, begyndte i 1969, og i midten af 1970'erne blev UNIX udbredt på universiteter som et frit tilgængeligt og åbent operativsystem. Det betød, at UNIX nærmest ved knopskydning blev videreudviklet i mangfoldige retninger med grafisk brugergrænseflade, netværkstilkobling samt en rig mængde af anvendelsesmuligheder med UNIX som platform. I 1980'erne og 1990'erne fandtes UNIX i flere udgaver, især som platform på arbejdsstationer til teknisk og videnskabelig brug. UNIX er ofte anvendt i de netværkscomputere, der udgør infrastrukturen i internettet. Der findes flere UNIX-varianter, fx IBMs AIX og Sun Microsystems Solaris. I 1990'erne opstod en anden variant af UNIX, Linux, der viderefører idéen om et frit tilgængeligt og åbent operativsystem.