Sun Microsystems, amerikansk it-virksomhed med hovedsæde i Santa Clara, Californien, grundlagt 1982. Suns forretningsområde har fra begyndelsen været soft- og hardware til computernetværk, og virksomheden er en af de vigtigste leverandører af netværksoperativsystemet UNIX (Suns version af UNIX hedder Solaris) og af servere. I firmaets første årti var det desuden en af verdens førende leverandører af kraftige arbejdsstationer. Sun udviklede 1990-95 programmeringssproget Java. Virksomheden havde i 2005 ca. 30.000 ansatte og en omsætning på 11,1 mia. dollar.