Christian Rovsing A/S, dansk it-virksomhed, etableret 1963 af Christian Rovsing. Firmaets aktiviteter spændte bl.a. fra udvikling af Dankortet over et datakommunikationssystem til NATO til styring af fabrikationsprocesser og systemer til rumfart. Sidst i 1970'erne udviklede firmaet egne computere, som var grundlag for en række kontrakter om udvikling af netværk til luftfartsselskaber.

Problemer med finansieringen af firmaets kraftige vækst — medarbejderstaben blev tredoblet 1978-83, og omsætningen steg med 50% til 621 mio. kr. i 1983 — gjorde, at det i 1984 gik konkurs. Det var dengang en af de største konkurser i dansk erhvervsliv med kreditorkrav på 1600 mio. kr. Aktiviteterne og mange af medarbejderne fortsatte i en række virksomheder, hvoraf flere endnu (2006) eksisterer. Christian Rovsing A/S var sammen med Regnecentralen A/S en af hovedkræfterne i udviklingen af dansk it-industri. Som uddannelsessted har firmaet haft afgørende betydning for danske ingeniørers forståelse af it.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig