Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Naur

Oprindelig forfatter ErF Seneste forfatter HaAn

Peter Naur, 25.10.1928-3.1.2016, dansk datalog, opr. astronom; søn af Albert Naur. Peter Naur er især kendt for sine afgørende bidrag i 1959-60 til design af programmeringssproget Algol 60, en milepæl i datalogiens historie. Algol 60 indeholdt flere banebrydende begreber, bl.a. en formel notation for syntaks, senere udbredt som backus-naur-formen (BNF, se John W. Backus).

Som ansat ved Regnecentralen udviklede Peter Naur nyskabende programmeringsprincipper. Erfaringerne herfra, og Naurs stilling som Danmarks første professor i datalogi ved Københavns Universitet 1969-98, førte til systematiske undersøgelser af de datalogiske begreber og metoder, behandlet i bogen Concise Survey of Computer Methods (1974).

Peter Naur har ydet mange vægtige bidrag i flere områder af datalogien, herunder fagets filosofiske, psykologiske og sociale sider. Et fyldigt udvalg findes i antologien Computing: A Human Activity (1992). Fx var han først til at udpege de principper, som siden har været bærende for matematisk bevisførelse af programmers korrekthed; og først til at pege på studier af menneske-datamaskine-interaktion som et centralt emne i datalogien.

Annonce

Studier af menneskelig tankevirksomhed har ført Peter Naur til kritik af videnskabelige opfattelser, som præger især sprogvidenskab, datalogi, psykologi og videnskabsteori. I værket Knowing and the Mystique of Logic and Rules (1995) argumenterer han for, at logik og regler er tillagt en uholdbar central placering.

Som alternativ gav Peter Naur beskrivelser af tankevirksomhed, som stemmer overens med indsigt fra klassisk introspektiv psykologi. I dialog med opfattelser hos bl.a. Karl R. Popper og Thomas S. Kuhn fandt Naur, at videnskabelighed i det væsentlige drejer sig om bredt samstemmende beskrivelser af aspekter af verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Frøkjær: Peter Naur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130503