Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Brinch Hansen

Oprindelig forfatter hansjorn Seneste forfatter CG

Per Brinch Hansen, 13.11.1938-31.7.2007, dansk dr.techn. og datalog, der til det sidste og siden 1987 var professor ved Syracuse-Universitetet i New York.

Per Brinch Hansen var en af pionererne inden for udvikling af parallelprogrammering og principper for operativsystemkerner. Han var også ophav til det danske ord for computer: Datamat, som fik inspiration fra det lokale vaskeri, der reklamerede med en lavamat.

I 1960'erne arbejdede Per Brinch Hansen på Regnecentralen, først i compilergruppen under Peter Naur og Jørn Jensen, sidenhen som chefarkitekten bag RC4000-datamaten og dens banebrydende operativsystemkerne. I 1972 skrev han den første bog om Operating System Principles og principperne bag RC4000's monitorprogram.

I perioden 1970-2000 gjaldt det parallel programmering og datalogi: Inspireret af Ole-Johan Dahl og Kristen Nygaards programmeringssprog Simula 67 opfandt han monitorbegrebet i 1972. I USA udviklede han det første parallelle programmeringssprog, Concurrent Pascal i 1975, og skrev i 1977 den første bog om parallel programmering: The Architecture of Concurrent Programs.

Annonce

I de senere år og indtil sin død i 2007 har Brinch Hansen dokumenteret den historiske udvikling inden for disse centrale emner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørn Storgaard Andersen: Per Brinch Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=200046