Hugo, dansk interaktivt tv-spil skabt af computeranimator Niels Krogh Mortensen (f. 1968). Spillet har trolden Hugo som hovedfigur og blev første gang vist i TV 2s program Eleva2ren i 1990. Siden er det udviklet i ca. 30 forskellige udgaver, der bliver vist i over 20 lande; Hugo var dermed det mest udbredte interaktive spil over tv i slutningen af 1990'erne. Specielt designet computerudstyr muliggør interaktiviteten i spillet: Med knapperne på sin telefon kan en udvalgt seer fra sin egen stue kontrollere Hugos bevægelser. Omvendt kan Hugo reagere på "eget" initiativ via forprogrammeret adfærd og animerede sekvenser. En teknik kaldet motion capture muliggør, at en skuespiller i tv-studiet iført bevægelsesfølere kan styre Hugos mund- og kropsbevægelser og dermed gøre figuren mere levende.

Hugo-figuren er også blevet brugt i computerspil, bl.a. i Agent Hugo, der er udkommet til pc, PlayStation og Game Boy. Hugo-computerspillene er kendt i over 30 lande og solgt i mere end 6,5 mio. eksemplarer (2006). Bag Hugo står den danske virksomhed ITE (Interactive Television Entertainment).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig