Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birger Hjørland

Oprindelig forfatter PStL Seneste forfatter MHansen

Birger Hjørland, f. 1947, dansk psykolog; professor på Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidl. Danmarks Biblioteksskole) fra 2006. Birger Hjørland var 1972-75 ansat som dokumentalist i det såkaldte Nordok-17-projektet og var endvidere lektor inden for fagområdet Referencearbejde og dokumentation ved Danmarks Biblioteksskole 1973-75. I 1974 blev han cand.psych. fra Københavns Universitet.

1978-90 var Birger Hjørland forskningsbibliotekar (fagreferent i psykologi) ved Det Kongelige Bibliotek og siden fagleder for området Fagdokumentation og vidensorganisation 1990-2000. I 1993 blev han desuden fil.dr. fra Göteborg Universitet.

I 2001 fortsatte Birger Hjørlands karriere som forskningsprofessor i vidensorganisation ved Danmarks Biblioteksskole, inden han i 2006 blev udnævnt til professor i vidensorganisation samme sted.

Annonce

Birger Hjørland har som pioner fra begyndelsen af 1970'erne bidraget afgørende til en kvalitativt orienteret informationsvidenskabs etablering i Danmark, både med forskning, undervisning og med en omfattende afklaring af det dengang nye forskningsfelts begrebsdannelser.

Fra et informationsvidenskabeligt udgangspunkt har Hjørland interesseret sig for de forskellige strukturer, der tegner sig i faglitteraturen, og han har bl.a. lanceret begrebet "domæne" om de meget komplekse karakteristika, der kendetegner forskellige faglige områder.

Formålet har for Birger Hjørland været at bidrage til forståelsen af, hvordan viden produceres, organiseres og kommunikeres, og hvordan konkurrerende paradigmer inden for domænerne påvirker ikke blot den videnskabelige kommunikation og videnssorganisation, men også hverdagssproget.

En særlig betydning har Birger Hjørlands forskning haft for uddannelsen af bibliotekarer og informationsspecialister, både herhjemme og i udlandet. I de senere år er Hjørland gået videre i sin forskning og har inddraget også erkendelsesteoretiske og sociologiske perspektiver i sin domæneanalyse.

Birger Hjørlands position i informationsvidenskaben har givet ham en selvfølgelig plads i redaktionen af de tre vigtigste, internationale tidsskrifter inden for området, og hans omfattende forskningsbidrag hører i dag til informationsvidenskabens mest indflydelsesrige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Steen Larsen: Birger Hjørland i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=270264