Subduktionszone, meget dyb og seismisk aktiv pladetektonisk struktur, knyttet til konvergerende pladegrænser, hvor oceanisk lithosfære fra en dybhavsgrav eller et oceandyb føres skråt ned under den øvre plade.

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet subduktionszone kommer af sub- og afledn. af latin ducere 'føre, lede'.

Oceanbundspladen, som bevæger sig 1-10 cm nedefter pr. år, danner en hældende og stiv flap, der gennembryder asthenosfæren og fortsætter ned i mesosfæren til 600-700 km dybde, se Jorden (opbygning). Flappens indsynkning lettes af metamorfe processer forårsaget af det øgede tryk; der dannes blåskifre og eclogit, som gør den nedadgående plade tungere end omgivelserne. Samtidig frigives vand, som stiger opefter fra flappen og fremmer opsmeltningen af asthenosfæren under den øvre plade. Det fører til udvikling af kalk-alkalint magma, som stiger op i den øvre plade og beriger denne med kontinentalt skorpemateriale. Afhængigt af om den øvre plade fra begyndelsen har oceanisk eller kontinental skorpe, udvikles der i den øvre plade en vulkansk øbue eller et Andestype-orogen, se pladetektonik (subduktionsprocesser og orogenese).

I løbet af geologisk tid er talrige små og store oceaner forsvundet ved subduktion. De gamle subduktionszoner eksisterer ikke længere, men deres metamorfe og magmatiske produkter, gamle tilvækstzoner, foldebælter og kollisionssuturer er endnu bevaret i kontinenterne, se fx Asien (geologi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig