• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

isostasi

Oprindelig forfatter RFo Seneste forfatter Redaktionen

Isostasi. Ifølge Airys teori flyder Jordens lettere kontinentskorpe oven på den tungere kappe, ligesom isbjerge flyder i vand.

Isostasi. Ifølge Airys teori flyder Jordens lettere kontinentskorpe oven på den tungere kappe, ligesom isbjerge flyder i vand.

isostasi, geofysisk begreb, som bruges om kontinenternes og oceanernes tendens til at være i ligevægt. Jordskorpen består af lettere materialer end Jordens indre kappe og har en tendens til en fortykkelse under bjergmassiver og en tilsvarende tynd skorpe under oceanerne, således at den samlede masse pr. arealenhed over et dybere niveau er konstant.

Den isostatiske teori blev oprindelig formuleret af J.H. Pratt (1803-71) og G.B. Airy i 1855 ud fra analyse af geodætiske opmålinger i det nordlige Indien. Resultaterne viste, at lodafvigelserne ved foden af Himalaya var væsentlig mindre end forventet, og bjergmasserne måtte derfor være kompenseret af relativt lette masser i dybet. I Pratts teori blev det oprindelig antaget, at jordskorpens massefylde i sin helhed var større under oceanerne og mindre under kontinenterne, mens Airys teori antog en varierende tykkelse af jordskorpen. Seismologiske målinger har nu vist, at isostasi i det væsentlige følger Airys model.

Ordet isostasi kommer af iso- og gr. stasis 'ståen, tilstand'.

Manglende isostatisk balance kan forårsage landhævning, som det fx stadig ses i Skandinavien som en følge af bortsmeltningen af istidens flere kilometer tykke ismasser.

Annonce

Isostasi optræder også på vore naboplaneter, hvor målinger fra satellitter har vist, at Venus er i næsten perfekt isostatisk balance, mens Mars har større områder, som er i uligevægt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
René Forsberg: isostasi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99897