Geosynklinalmodellen. Øverst en rekonstruktion af den geosynklinal, der senere blev foldet til bjergkæden Appalacherne, hvor sedimentopfyldte (orange) mio- og eugeosynklinaler ses adskilt ved en geantiklinal. Geosynklinalerne er udviklet langs kontinentranden med miogeosynklinalen ind mod den stabile kontinentplatform, der ved en efterfølgende bjergkædedannelse bliver til bjergkædens forland. Bemærk den vulkanske aktivitet i eugeosynklinalen og ved geantiklinalen. Nederst en rekonstruktion af samme geosynklinal, der bygger på den antagelse, at forholdene dengang svarer til forholdene ud for det østlige USA i dag. Kontinentalsoklen (shelfen) ville svare til miogeosynklinalen, mens området langs med og neden for kontinentalskråningen ville svare til eugeosynklinalen. Udformningen af den skitserede rekonstruktion bygger endvidere på, at dannelsen af datidens sedimentbassiner eller geosynklinaler er et produkt af kontinentaldrift og oceanbundsdannelse (pladetektonik), som det er tilfældet i dag. Den vulkanske aktivitet (mørkebrun) indtræffer først, når oceanskorpen bevæges ned under kontinentranden ved subduktion.

.

Geosynklinalmodellen, indtil slutningen af 1960'erne den fundamentale geologiske model for dannelse af foldebjergkæder. En geosynklinal var den geologiske betegnelse for et system af indsynkende trug med en længdemæssig udbredelse af global størrelsesorden, der udviklede sig gennem mange millioner år og blev fyldt op med sedimenter af mange kilometers tykkelse. Den geosynklinale udvikling afsluttedes med dannelse af en foldebjergkæde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet geosynklinal kommer af geo- og synklinal, af syn- og afledn. af græsk klinein 'bøje', egl. 'jordsammenfoldning'.

Geosynklinalbegrebet blev opstillet i 1859 af amerikaneren J. Hall (1811-98), som fremkom med den revolutionerende idé, at de højeste dele af jordskorpen, bjergkæderne, var gigantiske, hævede regioner af meget tykke aflejringer, som oprindelig var afsat i et dybt, indsunket trug, synclinal axis. Truget blev i takt med indsynkningen fyldt op med sedimenter og fremstod på intet tidspunkt som en dyb fure i jordskorpen, som dybhavsgravene gør det i dag. Halls synclinal axis blev i 1873 af amerikaneren J.D. Dana (1813-95) kaldt geosynklinal. Ifølge både Hall og Dana blev geosynklinalerne udviklet langs kontinentranden. Den første større indvending mod denne opfattelse blev fremsat i Europa i år 1900 af den franske geolog E. Haug (1861-1927), som i den alpine geosynklinal fandt sedimenter aflejret i et dybt trug og geosynklinalen beliggende mellem to kontinentmasser. Haug fandt endvidere, at der før egentlig foldning var blevet udviklet rygge i geosynklinalen. Ryggene kaldtes geantiklinaler, og hævnings- og sænkningsbevægelserne epeirogenese.

Forøget viden om bjergkæderne førte til, at den typiske geosynklinal blev opdelt i en miogeosynklinal beliggende nærmest kontinentet og en mere oceanisk beliggende eugeosynklinal. Mens miogeosynklinalen var præget af sandede og lerede aflejringer samt kalkaflejringer, var eugeosynklinalen karakteriseret ved sandsten af gråvakketypen med indslag af vulkansk materiale. Vulkansk aktivitet kunne optræde ved geantiklinalen.

Bjergkædedannelse ud fra geosynklinalmodellen omfattede først udvikling af eu- og miogeosynklinaler, dernæst en sammenpresningsfase, hvor bjergartsmassen først i eugeosynklinalen og derpå i miogeosynklinalen blev foldet op og overskudt ind mod forlandet, og endelig en lodret, isostatisk hævning af bjergkæden.

Geosynklinalmodellen blev afløst af modellen om pladetektonik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig