Vandløbsregime, variationen i et vandløbs årlige afstrømning. Kendskabet hertil er afgørende i forbindelse med udnyttelse af flodvand til fx vandkraft. Det bestemmes af temperatur- og/eller nedbørsforhold i vandløbets opland.

I de tilfælde, hvor afstrømningen i hele vandløbets længde domineres af blot den ene af disse to faktorer, er der tale om et simpelt strømningsregime, hvorfor der skelnes mellem temperatur- og nedbørsafhængige strømningsregimer, fx snesmeltningsstrømningsregimer, glaciale, ækvatoriale, tropiske, tempererede, oceaniske og mediterrane strømningsregimer. Floder, der løber sammen, kan have blandingsstrømningsregimer, og lange floder, der gennemløber flere klimazoner, kan have komplekse strømningsregimer.

Regimet afbildes sædvanligvis på månedsbasis som den gennemsnitlige afstrømning og beregnes i forhold til den gennemsnitlige årsafstrømning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig