sedimentært bassin

Sedimentære bassiner er som hovedregel afgrænset af geologiske forkastninger og større brudzoner i jordskorpen. I det danske område er sedimentbassinerne i Danmark og Nordsøen således adskilt fra grundfjeldsområderne i Sverige og Norge af en stor brudzone, Sorgenfrei-Tornquist-zonen, der strækker sig fra Sortehavet til syd for Stavanger i Norge.

Sedimentære bassiner kan klassificeres på flere måder og for mange bassiner gælder det, at de har en kompleks historie, der er knyttet til deres pladetektoniske placering. De mest almindelige typer er: 1. Riftbassiner, som fx den Østafrikanske Rift, hvor indsynkningen er forårsaget af strækning af jordskorpen; 2. Kontinentalsokkel bassiner i de områder, hvor kontinentalsoklen ikke er en del af en subduktionszone. Disse bassiner er udbredte langs vestkysten af Europa, langs østkysten af Nord- og Sydamerika samt rundt om Australien og Afrika. Indsynkningen skyldes afkøling; 3. Forlandsbassiner dannes i tilknytning til bjergkæder. Vægten af bjergkæden får kontinentalpladen til at bøje og danner derved et aflangt bassin; 4. Pull-apart bassiner i brudzoner domineret af sideværts bevægelser, som fx San Andreas forkastningen i Californien. Disse bassiner er relativt små og kortlivede; 5. En række bassintyper knyttet til kontinentalsokler, hvor der sker subduktion, fx Det Japanske Hav. Bassinerne varierer i størrelse fra nogle få km til mere end 1000 km, og sedimenttykkelsen kan overstige 20 km. De største findes langs randen af kontinenterne.

I løbet af den millioner til flere hundrede millioner år lange periode, hvor sedimentbassinet synker og der bliver aflejret sediment, kan det være dækket af vand eller periodevis tørlagt. Hver enkelt sedimentært bassin har sin unikke udviklingshistorie, der afspejler de pladetektoniske og geografiske forhold samt datidens klima, og det kræver omfattende undersøgelser at udrede den. Det gøres ved at sammenstille resultater af en lang række analyser. En bassinanalyse vil oftest starte med seismiske analyser, der kan give et billede af sedimentlagenes udbredelse i undergrunden samt placeringen af vigtige forkastninger. Efterfølgende vil undersøgelse af materiale fra boringer kunne afdække sedimenternes fossilindhold, kornstørrelse (tekstur) og opbygning (struktur), og dermed afslører deres alder og aflejringsmiljø, og variationerne gennem tid.

Mere målrettede undersøgelser af de enkelte aflejringers kornstørrelse, porøsitet og gennemtrængelighed (permeabilitet) foretages i forbindelse med vurdering af deres egnethed som reservoirbjergart for olie eller gas, varmt vand i forbindelse med geotermisk energi eller CO₂. Denne form for analyser kan udføres enten direkte på boreprøver, eller vha geofysiske måleinstrumenter (sonder), der sænkes ned i borehullet, se borehulslog.

• sedimenter