Interglacialt sediment, aflejring fra en mellemistid. Interglaciale sedimenter i Danmark er bl.a. det marine Cyprina-ler samt adskillige sø- og moseaflejringer med plante- og dyrerester, fx diatomit (kiselgur). I Østdanmark findes de som rester og flager i de unge moræneaflejringer; i Vestjylland, der var isfri under den sidste istid, findes uforstyrrede interglaciale sedimenter fra Eem-mellemistiden, dækket af flydejord eller af smeltevandsaflejringer.