Erosionslandskab i Badlands National Park, South Dakota, USA.

.

Badlands er stærkt eroderede landskaber gennemfuret af dybe regnkløfter. I sin mest ekstreme form kan badlands minde om et goldt, gennemfuret bjerglandskab. De dannes fortrinsvis i tørre og ofte højtliggende områder med ringe plantedække og løse jordlag. Ved styrtregn kan vandet ikke nå at sive ned i jorden, men samler sig i strømme, der river jord med sig og eroderer dybe kløfter i de ubeskyttede skråninger. Skovrydning og uforsigtig jorddyrkning kan bevirke, at et landskab bliver så sårbart over for vanderosion, at badlands udvikles. Den brasilianske kaffedyrknings forlæggelse til vestligere egne er et klassisk eksempel herpå.

Faktaboks

Etymologi
Ordet badlands kommer af engelsk bad 'dårlig' og pluralis af land 'jord'.

Begrebet er især knyttet til områder i og omkring det nuværende Badlands National Park i South Dakota, USA, hvor nedbrydende kræfter har virket uafbrudt i ca. 35 mio. år og blotlagt enestående rester af mammut, sabelkat og andre forhistoriske dyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig