Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
blow-out, (eng. 'udblæsning'), en ukontrolleret udblæsning af gas, olie eller vand fra et borehul i undergrunden. Udblæsningen opstår, hvis boremudderet, en opslæmning af ler og kemikalier i vand eller olie, ikke har tilstrækkelig massefylde i forhold til det hydrostatiske tryk i undergrunden, eller hvis borehulstrykket under produktion af olie og gas ikke kan holdes under kontrol. Ved et blow-out presses væsker og gas fra de omkringliggende bjergartslag ind i borehullet, hvorfra de under stort tryk strømmer enten ud i de nærliggende lag, der har et lavere formationstryk, eller op af borehullet ved overfladen. Den seneste større blow-out i nærheden af dansk område skete i 1977 ved Ekofisk-feltet i Norge; det tog tre uger at få standset udblæsningen, og i den periode løb store mængder olie ud i Nordsøen.
Henrik Tirsgaard: blow-out i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48517 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon