Perthit, (efter fundstedet Perth i Australien og -it), sammenvoksning af to alkalifeldspat-mineraler, der under afkøling dannes ved opdeling (afblanding) af en homogen alkalifeldspat, som kun er stabil ved højere temperaturer, og hvor kalifeldspatindholdet dominerer over albitindholdet. Er albit dominerende, kaldes sammenvoksningen en antiperthit.