Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rubin

Oprindelig forfatter AaJe Seneste forfatter Redaktionen

rubin, rød varietet af mineralet korund. Rubinens farve skyldes små mængder af chrom, der har erstattet aluminiumpladser i krystalstrukturen. Gennemsigtige, klare rubiner i den eftertragtede dueblodsfarve er særdeles kostbare. Den pæneste røde farve i rubiner fremkaldes af lys, der bevæger sig langs den optiske akse. Derfor slibes ægte rubiner ofte således, at tavlefacetten (den øverste slebne flade) bliver parallel med basis, og man ser da ingen tofarvethed (dichroisme) gennem tavlefacetten. Syntetiske rubiner, der er fremstillet siden 1891, viser som oftest dichroisme gennem tavlefacetten.

Ordet rubin kommer af middellatin rubinus (lapis) 'rød (sten)', afledn. af latin rubeus 'rød'.

Verdens mest eftertragtede rubiner kommer fra Mogok-distriktet i Burma. Rubiner fra Thailand er for mørke, fra Sri Lanka for lyse. Rubiner fra Tanzania, Kenya og Grønland er temmelig ugennemsigtige (opake), hvorfor de bedst egner sig til cabochonslibning eller kunstgenstande.

Foruden de gennemsigtige er de specielle stjernerubiner værdifulde. De er opake, men viser en 6- eller 12-benet stjerne. Stjerneeffekten fremkommer, ved at indeslutninger af tynde rutilkrystaller krydser hinanden, og disse sten må slibes som cabochon med stjernens centrum midt på toppen af stenen. Også stjernerubiner fremstilles syntetisk, men de syntetiske har meget skarpe linjer i modsætning til de ægte, som også ofte har en silkeagtig glans fra de indesluttede rutilkrystaller.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Jensen: rubin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153070