Jaspis er et mikrokrystallinsk kornet kvarts, der anvendes som smykkesten. På grund af indesluttede urenheder, fx ler og jernoxider, er jaspis næsten helt ugennemskinnelig. Smykkestenen kan være brun, rød, gul eller grøn, og farven er ofte uens fordelt i stenen. Flerfarvet lagdelt jaspis kaldes båndjaspis, rød jaspis kaldes silex, og ensfarvet dybgrøn jaspis plasma.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jaspis kommer via latin og græsk fra hebraisk jašpah, af ukendt oprindelse.

En grøn calcedon med røde pletter af jaspis kaldes heliotrop eller blodjaspis, undertiden blodsten, men denne betegnelse hører retteligt til en varietet af hæmatit. Jaspis forekommer mange steder, men brydes hovedsagelig i Sydindien, Australien, Afrika, USA og Brasilien. Fra Grønland kendes rød jaspis fra Savissivik i Thule-distriktet og fra løse moræneaflejringer langs randen af Indlandsisen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig