Illit, (efter Ill(inois) og -it), pladeformet mineral, hvor pladerne oftest er mindre end 20μm. Dette såkaldte lagsilikatmineral tilhører glimmergruppen, og formlen er (K,H3O)(Al,Mg,Fe)2(Si,Al)4O10[ (OH) 2,H2O]. Illit er det mest udbredte glimmermineral i sedimenter, hvor det er dannet ved forvitring af lys glimmer, ved diagenese ud fra smectit, eller ved udfældning fra porevæsker fx i reservoirbjergarter.