Hornsølv, chlorsølv, kerargyrit, horn- eller voksagtigt mineral, der optræder som plader og skorper med grålig eller grønlig farve på friske flader; i lys bliver mineralet dog hurtigt brunviolet. Den kemiske sammensætning er AgCl. Mineralet krystalliserer kubisk, massefylden er 5,5 g/cm3, og hårdheden 1,5. Det skæres let i sammenhængende spåner. Hornsølv optræder i betydelig mængde i Sydamerika som forvitringsmineral i kystnære sølvforekomster.