Grafit, gråsort, krystallinsk form af kulstof med metalglans. Grafit anvendes bl.a. i støbeindustrien som smeltedigler, som smøremiddel, i blyanter og i generatorbørster. Det er uigennemsigtigt, har hårdheden 1 og massefylden 2,2 g/cm3. Grafit krystalliserer heksagonalt med laggitterstruktur. Det spalter let efter laggitterplanerne og er som følge heraf kraftigt afsmittende.

Faktaboks

Etymologi
Ordet grafit kommer af græsk graphein 'skrive, tegne' og -it.

Grafit findes som et finkornet mineral i metamorfe bjergarter, hovedsagelig gnejs og fyllit, og er opstået ved omdannelse af organisk materiale, der har været indlejret i de oprindelige sedimentære bjergarter, fx kul. Det kan optræde grovkrystallinsk, bladet eller stænglet som sprækkeudfyldning i gnejs og granit.

Grafit er også fundet i vulkanske bjergarter, fx i basalter på Disko i Vestgrønland. Den årlige produktion er på ca. 1,1 mio. t med Kina som den største producent. Se også carbon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig