Flint. Flintredskaber fra Danmarks oldtid.

.

Flint er en strukturløs, sort, grå eller brun bjergart, der ved slag danner muslingeformede (muslede) brud; brudstykkerne er skarpkantede. Hårdheden er som glas, dvs. 6, og massefylden er 2,6 g/cm3. Flint er en meget finkornet bjergart (2-30 μm), der består af kvartskorn (SiO2) med tilfældig orientering, og som indeholder ca. 1 vægtpct. vand.

Bjergarten forekommer som bænke, lag og linser i de danske kalk- og kridtaflejringer, hvor den er udskilt fra SiO2-holdigt vand. Tilsvarende forekomster af flint kendes fra mange geologiske perioder og fra alle dele af verden. Flint er en af de almindeligste bjergarter i det danske moræneler.

Anvendelse af flint

Knust flint anvendes til sandpapir og slibepulver. Kalcineret flint, dvs. flint, som er ophedet så meget, at der sker spaltning af stoffet, bruges som hvide vejbelægninger. Rullesten af flint anvendes bl.a. i kuglemøller og som tilslag i beton.

Forhistoriske flintredskaber

De ældste kendte flintredskaber fra Afrika er 1,5-2 mio. år gamle. De ældste typer i Danmark er bl.a. pilespidser, knive og skrabere; 9300-3900 f.v.t. fremstilledes flintøkser, og fra yngre stenalder, 3900-1700 f.v.t., slebne flintredskaber. Læs mere om flintredskaber.

Forhistoriske flintminer

Flintminer udgør den tidligste form for bjergværksdrift i Europa. En af de store danske er Hov flintminer fra begyndelsen af yngre stenalder. Læs mere om flintminer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (1)

skrev Finn Andersen

Der mangler noget billedtekst. Der er på billedet tallene 1-20, men der er ingen beskrivelser knyttet til tallene. Der mangler tilsyneladende noget.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig