diamant - kulturhistorie

Diamant – kulturhistorie, Før 1725 var Indien verdens eneste producent af diamanter, og ifølge told- og skatteregnskaber blev der handlet diamanter allerede i 300-t. f.Kr. Diamanten blev skattet for sin hårdhed, der gjorde den til symbol på mandighed, mod, potens og storhed. Inderne mente imidlertid, at den ville miste sin guddommelige magi, hvis den blev bearbejdet af menneskehånd, hvorfor de ikke selv synes at have slebet den; i al fald er ingen bevaret.

Fra antikkens Rom kendes derimod fingerringe med diamanter af en primitiv slibning, der giver stenen brillans. I sin Naturalis Historia hævdede Plinius d.æ. da også, at diamanten var det kostbareste, der fandtes. Med Romerrigets fald svandt den slibetekniske kunnen, og farvede ædelstene af mindre hårdhed, rubiner, safirer og smaragder, blev middelalderens foretrukne smykkesten. Alligevel berømmede man diamanten, og dens egenskaber tolkedes religiøst. Hårdheden ligestilledes med Djævelens forbandelse, Herrens vrede og Frelserens styrke. Lyskraften spejlede Herrens skaberværk, idet Indien var morgenlandet, hvor solen står op.

Først facetslibningen gjorde diamanten til en yndet smykkesten. Slibningen menes udviklet i Venedig i 1300-tallet og 1400-tallet, men efter opdagelsen af søvejen syd om Afrika blev Lissabon og Antwerpen førende, senere Amsterdam og London. Hovedparten af diamanterne var spids-, taffel- og rosenslebne. De indfattedes i guld, ofte på en bund af folie for at forøge lysets refleksion. I løbet af 1500-t. vandt diamanten i popularitet, og efter 1650 blev den dominerende. Da opstod den klassiske brillantslibning, på samme tid som aftenselskaber kom på mode inden for aristokratiet, hvis bolig indrettedes med prismekroner og spejle, der kunne reflektere diamantens funklen. Pioner i denne udvikling var Ludvig 14. i Frankrig. Dels lod han sine paradedragter overstrø med diamanter (på hatte, knapper, strømpebånd og skospænder), dels købte han store diamanter til kronjuvelerne. Hovedleverandør var Jean-Baptiste Tavernier, der foretog i alt seks rejser til Indien 1631-88.

Udbuddet af diamanter steg kraftigt, da man i 1725 fandt nye forekomster i Brasilien, men først opdagelsen af de sydafrikanske forekomster i 1866 førte til industriel udvinding. I samme tidsrum gik diamanten som foretrukken smykkesten sin sejrsgang fra fyrster og adel til industrialiseringens borgerskab. Skønt der er udviklet nye slibninger, har den klassiske brillantslibning bevaret sin popularitet. Den giver diamanten tilstrækkelig lysvirkning, hvorfor stenen monteres a jour (i åben fatning) og oftest i sølv, hvis hvide blankhed spiller med diamantens. Et fremragende eksempel er dronning Lovisa Ulrikas krone fra 1751, som findes i Skattkammaren på Stockholm slott.

Pga. deres værdi har de fleste store diamanter overlevet krige og revolutioner. Den bedst kendte sydafrikanske diamant er Cullinandiamanten, der blev delt i de såkaldte Afrikas stjerner, som nu indgår i de britiske regalier og kronjuveler.