Chrysotil, (af gr. chrysos 'guld' og gr. tilos 'trevl, hår'), det vigtigste asbestmineral. Det danner farveløse til svagt grønlige fibrøse aggregater, krystalliserer monoklint eller orthorombisk og er et medlem af serpentingruppen med den kemiske sammensætning Mg3Si2O5(OH)4. Hårdheden er 21/2 og massefylden 2,6 g/cm3. Chrysotils krystalstruktur består af lag, der er rullet sammen i cylindre. Den derved opståede trådede struktur betinger den tekniske anvendelse som asbest. Mineralet er et metamorft omdannelsesprodukt af ultramafiske bjergarter. Vigtige forekomster findes i Canada, Sydafrika, Rusland og Kasakhstan.