Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bridgmanit

Oprindelig forfatter Lawa Seneste forfatter Redaktionen

bridgmanit, mineral, som formodes at udgøre 36 % af Jordens masse.

Jordens kappe regnes for at være kemisk homogen. Vulkanudbrud med dybe rødder og ophiolitkomplekser viser, at olivin, (Mg,Fe)2SiO4, udgør en større del af den øvre kappe. Forsøg med diamantambolte viser, at olivinvarieteten forsterit, Mg2SiO4, ved 141 kb (ca. 400 km dybde) omdannes til β-Mg2SiO4 med spinelstruktur. Ved 250 kb (ca. 650 km) dannes der MgSiO3 med perovskitstruktur. Densiteterne af højtryksmineralerne passer med de hastighedsdiskontinuiteter, de seismiske bølger har i de dybder. Da International Mineralogical Association (IMA) ikke beskæftiger sig med menneskeskabte kemiske forbindelser, har MgSiO3 med perovskitstruktur ikke kunnet navngives. Mineralet er i populærvidenskabelige værker fejlagtigt blevet kaldt for perovskit, der med formlen CaTiO3 ikke indeholder silicium.

Bridgmanit er opkaldt efter den amerikanske fysiker, nobelpristageren Percy Williams Bridgman og -it.

I 1879 landede en meteorit i Australien. Meteoritten indeholder MgSiO3 med perovskitstruktur, og i juni 2014 blev mineralet godkendt som bridgmanit. Bridgmanitten i Tenham-meteoritten menes at være dannet ved sammenstød på op til 24 gigapascal. Mineralets kemiske sammensætning er (Mg,Fe)SiO3, og det krystalliserer orthorombisk.

Annonce

Læs mere om bridgmanit:

http://www.sciencemag.org/content/346/6213/1100

http://www.mindat.org/min-45900.html

http://ing.dk/artikel/jordens-mest-udbredte-mineral-fundet-og-navngivet-172652

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Worm Andersen: bridgmanit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=505759