Indicatrix, (lat., fem. af indicator, se indikator), geometrisk legeme, som angiver lysbrydningens størrelse i forskellige retninger i en krystal. I en kubisk krystal har indicatrix form som en kugle, idet lysbrydningen er ens i alle retninger, i de andre krystalsystemer som en ellipsoide, hvor længden af akserne er proportional med brydningsindekset for lys i de enkelte retninger.