Libelle. Lodret og vandret snit af en dåselibelle (øverst) og af en rørlibelle.

.

Libelle, instrument til bestemmelse af en vandret retning eller plan. Libellen har talrige udformninger og anvendelser; almindelig er rørlibellen og dåselibellen, begge af glas. Libellen fyldes med så megen æter, at der ved normale temperaturer dannes et hulrum, boblen, der altid søger mod libellens højeste punkt; dens følsomhed bestemmes af krumningsradius af libellens indre. Delestreger eller ringe indætses på libellens yderside for at markere boblens midterstilling. Libellen, der løbende skal kontrolleres, fastkittes i en holder, der fastgøres til det instrument, der skal opstilles.

Faktaboks

Etymologi
Ordet libelle kommer af latin libella, diminutiv af libra 'vægt'.

Libeller til præcisionsmålinger i fx landmåling er udformet som elektrooptiske anordninger med elektronisk aflæsning, der kan udnyttes til automatisk korrektion af hovedinstrumentet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig