• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

radiometrisk datering

Oprindelig forfatter SPed Seneste forfatter Redaktionen

radiometrisk datering, naturvidenskabelig metode til bestemmelse af alder på mineraler, bjergarter samt arkæologiske fund. Radiometrisk datering af bjergarter og mineraler bygger på, at radioaktive isotoper henfalder til andre isotoper, fx rubidium-87 til strontium-87. Mængden af den radioaktive isotop (moderisotopen) og dens henfaldsisotop (datterisotopen) bestemmes, og vha. forholdet mellem disse to isotoper og halveringstiden er det muligt at beregne alderen på en geologisk hændelse, fx en bjergarts dannelsestidspunkt, eller et arkæologisk fund.

En forudsætning for metodens anvendelse er, at det undersøgte materiale ikke har udvekslet hverken moder- eller datterisotoper med omgivelserne efter dannelsestidspunktet. Mængden og hyppigheden af isotoper kan bestemmes på massespektrometre med stor nøjagtighed, hvilket gør det muligt at anvende isotopsystemer med meget lang halveringstid. Rækkevidden af en metode afhænger af halveringstiden samt af, hvor sjældent stoffet er i naturen. De radiometriske metoder spænder således i tid fra i dag og tilbage til Jordens ældste aflejringer. En vigtig radiometrisk metode er kulstof 14-datering, der rækker ca. 50.000 år bagud i tiden; andre radiometriske metoder er enerådende i de fossilfrie prækambriske bjergarter. Se også isotopgeologi.

Annonce

Radioaktive isotoper
radioaktive isotoperhalveringstid (år)effektivt dateringsinterval (år)
moderdatter
rubidium-87strontium-8748,8 mia.10 mio.-4,6 mia.
samarium-147neodym-143106,0 mia.
thorium-232bly-20814,0 mia.10 mio.-4,6 mia.
uran-238bly-2064,5 mia.10 mio.-4,6 mia.
kalium-40argon-40/calcium-401,3 mia.100.000-4,6 mia.
uran-235bly-2070,7 mia.
kulstof-14kvælstof-145730nutid-50.000

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Pedersen: radiometrisk datering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148234