Silur

I Silur var den tørre landjord uden liv. Fund af sparsomt plantevæv viser dog, at der hen imod periodens slutning fandtes små, simple landplanter i fugtige og sumpede områder. Landdyr kendes først fra den efterfølgende periode, Devon.

I havet steg antallet af arter stærkt sammenlignet med Ordovicium. Især var der gode betingelser for revdannende organismer, og en mængde nye revbyggende arter dukkede op. Stromatoporider (havsvampe) samt tabulate og rugose koraller var særlig vigtige, men også mosdyr (bryozoer) og søliljer ydede væsentlige bidrag. Stromatoporiderne, som måske var i slægt med nutidens sclerospongier, var afgørende for revenes vækst, idet de kunne modstå bølgernes kræfter. I forbindelse med revene fandtes mange arter af brachiopoder, snegle og muslinger. Disse sidste var dog også almindelige uden for revsamfundene. Trilobitter, der havde været hyppige i Ordovicium, var forholdsvis sjældne. Til gengæld blev kæbeløse fisk, Agnatha, mere almindelige, og i periodens slutning dukkede de første fisk med kæber op, bl.a. acanthoder.

I løbet af Ordovicium, Silur og Devon blev fritsvømmende dyr mere og mere almindelige. De fleste var rovdyr, og i Silur var særlig blæksprutter og eurypterider (søskorpioner) betydningsfulde. Næsten alle blæksprutter havde i Ordovicium rette, kegleformede skaller; de blev i Silur og Devon gradvist afløst af snoede skaller, der gav dyrene større manøvredygtighed. Eurypterider kunne blive et par meter lange, og i modsætning til blæksprutter var de også almindelige i brak- og ferskvand. I de frie vandmasser fandtes de passivt svævende graptolitter. De var opstået i Kambrium, og deres evolution var præget af fremkomsten af stadig mere simple former. Denne tendens kulminerede i Silur med udviklingen af monograptiderne.

De sydlige kontinenter bestående af Sydamerika, Afrika, Antarktis, Australien og Indien var samlet i superkontinentet Gondwana. Kontinenterne lå dog betydelig sydligere, end de gør i dag. Nord for Gondwana omkring ækvator lå en række mindre kontinentblokke, heriblandt Laurentia (Nordamerika) og Baltica (med bl.a. Danmark). Laurentia og Baltica var adskilt af Iapetus-oceanet. Dette oprindelig brede ocean forsvandt gradvist i løbet af Silur som følge af et sammenstød mellem Laurentia og Baltica. Ved sammenstødet opfoldedes de oprindelig sammenhængende kaledoniske kollisionsbjergkæder, hvis rester i dag ses i Østgrønland, Vestnorge, Skotland og det nordøstlige Nordamerika.

Lag fra Silur er udbredt på den sydlige del af Bornholm og i Skåne. De består mest af ensartede, grålige ler- og siltskifre, og de kan på Bornholm ses flere steder langs med Læså og Øle Å som den marine Rastrites- og Cyrtograptusskifer. Tilsvarende lag findes i den danske undergrund. Gotland er næsten udelukkende opbygget af mergel- og kalkstenslag fra Silur; de indeholder talrige koralrev og er berømte for en stor rigdom af velbevarede fossiler.