Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Silur

Oprindelig forfatter EThom Seneste forfatter Redaktionen

Silur. De sydlige kontinenter var i Silur samlet i superkontinentet Gondwana. I forhold til nutidens geografi lå dette dog forskudt langt mod syd. De øvrige kontinenter lå spredt omkring ækvator. Det nuværende Danmark lå på ca. 15° s.br. og havde et varmt klima. I løbet af Silur bevægede Laurentia og Baltica sig imod hinanden, og det mellemliggende Iapetus-ocean indsnævredes for til sidst helt at forsvinde. Ved sammenstødet dannedes Kaledoniderne.

Silur. De sydlige kontinenter var i Silur samlet i superkontinentet Gondwana. I forhold til nutidens geografi lå dette dog forskudt langt mod syd. De øvrige kontinenter lå spredt omkring ækvator. Det nuværende Danmark lå på ca. 15° s.br. og havde et varmt klima. I løbet af Silur bevægede Laurentia og Baltica sig imod hinanden, og det mellemliggende Iapetus-ocean indsnævredes for til sidst helt at forsvinde. Ved sammenstødet dannedes Kaledoniderne.

Silur, geologisk periode for 443-417 mio. år siden. Silur er den midterste periode i Palæozoikum, Jordens oldtid. I Silur stod det globale havniveau højt, og store dele af kontinenterne var overskyllet af lavvandede have med et rigt dyreliv. Den vide udbredelse af koralrev og evaporitter (udfældet salt) vidner om et relativt varmt og tørt klima. Silur blev opstillet som stratigrafisk enhed i 1835 i Wales af den britiske geolog R.I. Murchison.

Perioden er opkaldt efter bjerge i den del af Wales, hvor den romerske forfatter Tacitus lokaliserede folkeslaget silurerne.

Livets udvikling

I Silur var den tørre landjord uden liv. Fund af sparsomt plantevæv viser dog, at der hen imod periodens slutning fandtes små, simple landplanter i fugtige og sumpede områder. Landdyr kendes først fra den efterfølgende periode, Devon.

I havet steg antallet af arter stærkt sammenlignet med Ordovicium. Især var der gode betingelser for revdannende organismer, og en mængde nye revbyggende arter dukkede op. Stromatoporider (havsvampe) samt tabulate og rugose koraller var særlig vigtige, men også mosdyr (bryozoer) og søliljer ydede væsentlige bidrag. Stromatoporiderne, som måske var i slægt med nutidens sclerospongier, var afgørende for revenes vækst, idet de kunne modstå bølgernes kræfter. I forbindelse med revene fandtes mange arter af brachiopoder, snegle og muslinger. Disse sidste var dog også almindelige uden for revsamfundene. Trilobitter, der havde været hyppige i Ordovicium, var forholdsvis sjældne. Til gengæld blev kæbeløse fisk, Agnatha, mere almindelige, og i periodens slutning dukkede de første fisk med kæber op, bl.a. acanthoder.

Annonce

I løbet af Ordovicium, Silur og Devon blev fritsvømmende dyr mere og mere almindelige. De fleste var rovdyr, og i Silur var særlig blæksprutter og eurypterider (søskorpioner) betydningsfulde. Næsten alle blæksprutter havde i Ordovicium rette, kegleformede skaller; de blev i Silur og Devon gradvist afløst af snoede skaller, der gav dyrene større manøvredygtighed. Eurypterider kunne blive et par meter lange, og i modsætning til blæksprutter var de også almindelige i brak- og ferskvand. I de frie vandmasser fandtes de passivt svævende graptolitter. De var opstået i Kambrium, og deres evolution var præget af fremkomsten af stadig mere simple former. Denne tendens kulminerede i Silur med udviklingen af monograptiderne.

Palæogeografi

De sydlige kontinenter bestående af Sydamerika, Afrika, Antarktis, Australien og Indien var samlet i superkontinentet Gondwana. Kontinenterne lå dog betydelig sydligere, end de gør i dag. Nord for Gondwana omkring ækvator lå en række mindre kontinentblokke, heriblandt Laurentia (Nordamerika) og Baltica (med bl.a. Danmark). Laurentia og Baltica var adskilt af Iapetus-oceanet. Dette oprindelig brede ocean forsvandt gradvist i løbet af Silur som følge af et sammenstød mellem Laurentia og Baltica. Ved sammenstødet opfoldedes de oprindelig sammenhængende kaledoniske kollisionsbjergkæder, hvis rester i dag ses i Østgrønland, Vestnorge, Skotland og det nordøstlige Nordamerika.

Lag fra Silur er udbredt på den sydlige del af Bornholm og i Skåne. De består mest af ensartede, grålige ler- og siltskifre, og de kan på Bornholm ses flere steder langs med Læså og Øle Å som den marine Rastrites- og Cyrtograptusskifer. Tilsvarende lag findes i den danske undergrund. Gotland er næsten udelukkende opbygget af mergel- og kalkstenslag fra Silur; de indeholder talrige koralrev og er berømte for en stor rigdom af velbevarede fossiler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Thomsen: Silur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159066