Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Perm-Trias-grænsen

Oprindelig forfatter EcHaa Seneste forfatter Redaktionen

Perm-Trias-grænsen, grænsen mellem Perm og Trias for 248 mio. år siden. Grænsen markerer den mest omfattende masseuddøen i Jordens historie, der fandt sted i løbet af to tætliggende episoder adskilt af få millioner år. I den første forsvandt måske 70 % af alle arter marine organismer, og efter en kortvarig opblomstring forsvandt ca. 80 % af resten på selve Perm-Trias-grænsen. Samlet betød det, at måske 95 % af alle de marine organismer, der er kendt fra den seneste del af Perm, uddøde; nogenlunde tilsvarende tal gælder for de landlevende former.

Grænsen er karakteriseret ved tilbagetrækning af havet (regression), kraftige fluktuationer i atmosfærens kulstof- og iltisotoper samt betydelige klimaændringer; den adskiller sig fra Kridt-Tertiær-grænsen ved ikke at have berigelse af iridium.

Årsagen til den omfattende uddøen diskuteres stadig, men det forhold, at Jordens største plateaubasaltkompleks i Sibirien er dannet omtrent samtidig, tyder på, at den kan skyldes klimaændringer pga. et stærkt forøget indhold af støv og CO2 i atmosfæren forårsaget af kraftige vulkanudbrud.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eckart Håkansson: Perm-Trias-grænsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140862