Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ordovicium

Oprindelig forfatter EThom Seneste forfatter Redaktionen

Ordovicium. I Ordovicium var de sydlige kontinenter samlet i superkontinentet Gondwana. I forhold til nutidens geografi lå Gondwana centreret omkring Sydpolen, og den senordoviciske istid havde derfor centrum i Nordafrika. De øvrige kontinenter lå spredt nærmere ækvator. Europas ældste kontinentkerne, Baltica, med det nuværende Danmark lå på ca. 50° s.br. og havde et tempereret klima.

Ordovicium. I Ordovicium var de sydlige kontinenter samlet i superkontinentet Gondwana. I forhold til nutidens geografi lå Gondwana centreret omkring Sydpolen, og den senordoviciske istid havde derfor centrum i Nordafrika. De øvrige kontinenter lå spredt nærmere ækvator. Europas ældste kontinentkerne, Baltica, med det nuværende Danmark lå på ca. 50° s.br. og havde et tempereret klima.

Ordovicium, geologisk periode for ca. 495-443 mio. år siden. Ordovicium er den næstældste periode i Palæozoikum (efter Kambrium), og inddeles i seks etager. I Ordovicium skete en kraftig ekspansion inden for de fleste marine dyregrupper. Klimaet var varmt i periodens begyndelse, men mod slutningen blev Jorden ramt af en istid.

Ordovicium blev opstillet som stratigrafisk enhed i 1873 i Wales af den britiske geolog C. Lapworth (1842-1920). Hermed løstes en årelang strid om grænsedragningen imellem Kambrium og Silur.

Perioden har navn efter Ordovices, gammel walisisk stamme.

Livets udvikling

I Ordovicium var landjorden antagelig endnu uden liv, selvom fund af visse plantevæv er tolket som tegn på, at der mod periodens slutning fandtes små landplanter i meget fugtige områder. Iltmængden i atmosfæren var lavere end i nutiden, og det beskyttende ozonlag var derfor svagere.

Annonce

I havet skete der betydelige forandringer. Trilobitter var igen meget almindelige i begyndelsen af Ordovicium, efter at deres antal var blevet kraftigt reduceret hen imod slutningen af Kambrium, men de genvandt dog aldrig deres helt dominerende position. Dyreverdenen i de ordoviciske have blev i stedet mere præget af blæksprutter, graptolitter, koraller, bryozoer, brachiopoder, muslinger, snegle og forskellige pighuder, især søliljer. Med undtagelse af bryozoerne var disse grupper opstået i Kambrium, og de kom til at dominere det marine miljø i hele Jordens oldtid, Palæozoikum, indtil den store masseuddøen ved Perm-Trias-grænsen.

Blæksprutterne, bl.a. repræsenteret af nautilslægterne Orthoceras og Endoceras, var de største rovdyr i Ordovicium. De ældste former havde en lang, kegleformet skal, men mere manøvredygtige, spiralsnoede arter dukkede hurtigt op. Graptolitterne svævede passivt i de frie vandmasser, hvor de filtrerede mikroorganismer ud af havvandet.

Hvirveldyrene var kun repræsenteret af sjældne kæbeløse fisk. Havets bunddyr levede næsten alle oven på havbunden, og et forholdsvis stort antal var fastsiddende. De fleste filtrerede mikroorganismer på samme måde som graptolitter. Nogle få muslinger gravede i havbunden, men generelt var forholdene her ikke attraktive pga. det lave iltindhold. I havet var alger almindelige; nogle kunne blive tykke som træstammer, men de fleste var encellede og flød omkring i overfladen.

Imod periodens slutning blev livet af ukendte årsager ramt af en masseuddøen, der bl.a. betød, at mere end halvdelen af alle brachiopod- og bryozoslægter uddøde.

Palæogeografi

Jordens geografi i Ordovicium var meget forskellig fra nutidens. De sydlige kontinenter bestående af Sydamerika, Afrika, Antarktis, Australien og Indien var samlet omkring Sydpolen i superkontinentet Gondwana. Da klimaet blev forværret, og gletsjere bredte sig i Sen Ordovicium, lå det nordlige Afrika tværs hen over Sydpolen. De bedste vidnesbyrd om den ordoviciske istid findes derfor i Sahara. Europa og Asien var opsplittet i en række små kontinentblokke. Europas ældste kontinentkerne, Baltica, lå på den sydlige halvkugle, dog noget nærmere ækvator end den havde gjort i Kambrium.

Lag fra Ordovicium er udbredt på den sydlige del af Bornholm, hvor de kan ses i skrænterne ved Læså og Øle Å og i flere gamle kalkbrud. I den øvrige del af Danmark er de ordoviciske lag dybt begravet under yngre afsætninger. Öland ved den sydsvenske østkyst er næsten udelukkende opbygget af kalksten fra Ordovicium, såkaldt orthoceratitkalk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Thomsen: Ordovicium i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=136210