I Kambrium undergik den biologiske verden en enestående udvikling, idet man antager, at næsten alle moderne dyregrupper opstod inden for et kort tidsrum i Tidlig Kambrium. Nogle mener, at denne udvikling foregik i løbet af højst 10 mio. år. Selvom dette skøn muligvis er for lavt, må evolutionen i denne periode have haft en nærmest eksplosiv karakter og den kaldes derfor ofte den kambriske eksplosion. De biologiske forudsætninger for denne er dårligt belyst, idet der kun kendes én fauna fra tiden før Kambrium, nemlig den 580-560 mio. år gamle Ediacara-fauna. Denne fauna er forholdsvis artsfattig og består mest af gopler og primitive orme uden hårdt skeletvæv. Aflejringerne fra slutningen af Prækambrium og begyndelsen af Kambrium (560-530 mio. år før nu) er uhyre fattige på fossiler; der kendes dog nogle små, kegleformede rør som Cloudina og Anabarites, muligvis dannet af slægtninge til nutidens ledorme. Samtidig med disse første fossiler stiger mængden af gravespor stærkt, måske som følge af, at der opstod mere komplekse dyr med hidtil ukendte adfærdsformer som fx at grave i havbundens sedimenter.
I etagen Tommotien dukkede en mere artsrig skalbærende fauna op, de fleste kegle-, rør- eller spiralformede og kun få mm lange. Deres indplacering i forhold til andre dyregrupper er usikker, men nogle synes at kunne henføres til ledorme, bløddyr og conodonter. De små fossiler bliver sjældne imod etagens slutning, samtidig med at de typiske kambriske fossiler dukker op. Disse omfatter i første række trilobitter, archaeocyatider, brachiopoder, pighuder og muslinger. Disse grupper har overlevet til nutiden bortset fra trilobitterne, etagens almindeligste dyregruppe, samt archaeocyatiderne, der var revbyggere i varme have. Normalt består de kambriske faunaer udelukkende af rester eller aftryk af dyr med et hårdt skeletvæv. På enkelte lokaliteter, hvoraf de vigtigste er Burgess Pass i Canada, Sirius Pas i Grønland og Chengjiang i Kina, er blødvæv bevaret, og aflejringerne her indeholder en langt mere arts- og formrig fauna end den, man normalt finder i Kambrium. Nogle forskere mener endog, at disse fund viser, at formrigdommen var større i Kambrium end i dag.
Der er gjort mange forsøg på at forklare den kambriske eksplosion og udviklingen af hårdvæv. Der er næppe tvivl om, at stigningen i atmosfærens iltindhold i den forudgående periode er en væsentlig forudsætning. Uden en vis mængde ilt kan dyr ikke danne et mineralholdigt skelet. De fleste forklaringer lægger dog hovedvægten på biologiske årsager, først og fremmest en accelererende konkurrence som følge af større individtæthed og udviklingen af rovdyr.
Plantelivet undergik ikke større forandringer i Kambrium. Landjorden var fortsat uden plantevækst, og i havet trivedes mange forskellige former for både en- og flercellede alger. De fleste var antagelig planktoniske og flød omkring nær overfladen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.