Anisien, geologisk etage omfattende den nedre del af Mellem Trias; alder ca. 240 mio. år. I den danske undergrund optræder marine mergler og kalksten af Anisien alder syd for Ringkøbing-Fyn Ryggen, mens evaporitholdige laguneaflejringer nord for disse er mindre sikkert aldersbestemt.

Wilhelm Waagen (1841-1900) og Carl Diener (1862-1928) introducerede oprindelig Anisien i 1895 som stratigrafisk betegnelse for Østalpernes kalksten, populært kaldet "Muschelkalk". Navnet Muschelkalk var imidlertid i 1824 benyttet af den tyske geolog Alberti (1795-1878) som betegnelse for hele Mellem Trias, så Anisien defineres nu på baggrund af profiler i det nordvestlige Canada. Anisien er opkaldt efter den østrigske flod Enns, lat. Anisus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig