istidsteori

Istidsteori, teori, der bygger på den antagelse, at iskapper i Jordens yngre historie, Pleistocæn, dækkede store dele af den nordlige halvkugle.

I begyndelsen af 1800-t. fandt Louis Agassiz og andre naturforskere fra Alpelandene, Nordeuropa og Nordamerika, at landskaber og sedimenter, der knytter sig til gletsjervirksomhed, havde haft en meget større udbredelse end de nuværende sparsomme isdækker.

Studier af den fossile flora og fauna i moser og hævet havbund i Sydskandinavien bidrog gennem kendskab til de nuværende arktiske naturforhold til belysning af istidens skiftende polare og tempererede klima. Ledeblokkes spredning og skurestribers retning blev tilskrevet den skandinaviske indlandsis, der bredte sig vifteformet ud over det nordeuropæiske lavland.

I midten af 1800-t. erkendtes flere kvartære istider adskilt af mellemistider. Hævning af landområder i subarktiske egne, drivhuseffekt og orbitalkræfter blev af samtidens toneangivende forskere angivet som mulige årsager til nedisningerne.

Johannes Frederik Johnstrups tiltrædelse som professor i geologi ved Københavns Universitet i 1866 betød accept af istidsteorien i Danmark.