Avalonia, geologisk struktur, som af pladetektoniske bevægelser er blev flyttet fra et kontinent til et andet.

Faktaboks

Etymologi
Strukturen har navn efter sagnøen Avalon.

Avalonias prækambrisk og cadomisk foldede kontinentskorpe rev sig for 490 mio. år siden løs fra kæmpekontinentet Gondwana ved Sydpolen og "vandrede" i de næste 70 mio. år nordpå. Under denne drift blev kaledoniske foldestrøg med nydannet øbueskorpe og sammenstablede skiferbælter føjet til "vandrelandet".

Da Avalonia tidligt i Silur for ca. 420 mio. år siden nåede ækvator, kolliderede det næsten samtidig med både Nordamerika-Grønland (Laurentia) og Europa (Baltica). Disse to kontinenter var ved at samle sig til ét storkontinent, Laurussia, "svejset" sammen af den kaledoniske kollisionsbjergkæde fra det nordlige Irland og Skotland til Østgrønland og Skandinavien. Ved kollisionen kom Avalonias øbuebjergarter og svagt omdannede skifre i Wales og det nordlige England til at ligge side om side med kraftigt omdannede bjergarter i Laurussias kaledoniske foldebjerge i Nordirland og Skotland.

Den vestligste del af Avalonia ligger nu i Appalacherne i det østlige Nordamerika, hvilket skyldes den langt senere åbning af Atlanterhavet. Øst for England danner Avalonias cadomiske massiver og omgivende kaledoniske foldestrøg den krystallinske skorpe under den sydlige og centrale del af Nordsøen, i Belgien, Holland, Nordvesttyskland og det sydligste Danmark. Grænsen, kollisionssuturen, mellem Avalonia og Baltica er dybt begravet under yngre sedimenter, men kan følges fra Nordsøen under Sønderjylland og Langeland og nord om Møn og Rügen til det nordligste Polen.

I Danmark, hvor Balticas skorpe nord for suturen sank ind under vægten af Avalonia, udvikledes i Yngre Silur et forlandsbassin, hvor nedbrydningsmateriale fra de omgivende kaledoniske bjerge blev aflejret som kilometertykke sedimenter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig