Faktaboks

Valdemar Nordmann
Født
1872
Død
1962

Valdemar Nordmann var en dansk zoolog og statsgeolog. Som uddannet zoolog blev Nordmann snart efter sin ansættelse ved Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) i 1899 specialist i kvartære mollusker. Han var en eminent kender af kvartære mollusker og kunne identificere selv ubetydelige skalfragmenter.

Nordmanns første arbejder drejede sig om postglaciale faunaer, men han kastede sig snart over studiet af faunaen i aflejringer fra sidste mellemistid, Eem-mellemistiden. Han bestemte skaller fra både Danmark, Nordtyskland og Holland i sin disputats fra 1908. Eem-zonerne blev etableret som en stratigrafisk enhed, og i 1925 fastslog Nordmann, at Eem-zonerne hørte hjemme i sidste mellemistid.

I 1919 blev Nordmann statsgeolog, og han deltog sideløbende med sine studier af kvartære mollusker i DGU's geologiske kortlægningsarbejde.

Nordmann var en de første danske forskere, der indså, at de relative havniveauændringer i Danmark var et resultat af samspillet mellem landhævning og havniveaustigning.

Han havde dog vidtspændende interesser; han var naturforsker i bred forstand og skrev blandt andet to oversigter over Danmarks kvartære pattedyrfauna og en oversigt over menneskets indvandring til Norden. Nordmann var en meget flittig skribent og var desuden redaktør af ”Meddelelser fra Dansk Geologisk Forening” i hele 18 år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig