Naujait, (efter Naujakasik, nuv. Naajakasik, på sydkysten af Tunulliarfik (Skovfjorden), Sydgrønland, og -it), vidt udbredt bjergart i Ilímaussaq-komplekset, Sydgrønland. Den kendes på et broget udseende, idet cm-store grønne krystaller af det kubiske mineral sodalit er indlejret i hvide krystaller af alkalifeldspat, i sorte krystaller af arfvedsonit og ægirin og i røde krystaller af eudialyt. Sodalit kan udgøre mere end 50% af naujaits rumfang. Bjergarten, som er en agpaitisk nefelinsyenit, findes i den øverste del af komplekset og anses for at være dannet ved, at tidligt udfældede krystaller af sodalit pga. lav massefylde er steget til vejrs i det krystalliserende magma.