Larvikit, (efter Larvik og -it), grovkornet magmabjergart, hvis hovedbestanddel er labradoriserende korn af alkalifeldspat. Den opbygger et stort område omkring Larvik i den geologiske provins Oslofeltet og findes i Danmark som ledeblok. Larvikit anvendes pga. det smukke farvespil som facadesten og har vundet vid udbredelse. Bjergarten er en varietet af augitsyenit/monzonit, som er en vigtig bjergart i mange magmaprovinser, fx Gardarprovinsen i Sydgrønland.