Kobberskifer, sort, kobberholdig skifer, der er verdens berømteste sedimentære malmforekomst og brudt ved Mansfeld i Tyskland i mere end 1000 år. Skiferen er mindre end en meter tyk og ligger mellem permisk sandsten og dolomit. Den underlejrer et areal på 600.000 km2 i Tyskland, Polen, Holland og England. Kobberindholdet er 0,01-0,02% i den største del af udbredelsesområdet, men når op på 3% i Tyskland og Polen. I dag brydes den kun i Polen. Ud over kobber udvindes bly og zink.