Dunit, (efter Dun Mountain, New Zealand, og -it), ultramafisk dybbjergart, hvor mere end 90% af mineralindholdet er magnesiumrig olivin og med ortho- og clinopyroxener, phlogopit og spinelmineraler som underordnede mineraler. Dunit findes i Jordens øvre kappe, hvorfra den kan transporteres til overfladen som brudstykker i kimberlit og alkalibasaltiske lavaer og som tektonisk opskudte store skiver i bjergkædernes ofiolitkomplekser, dvs. partier af den øvre kappe med overlejrende oceanbundsbjergarter. Dunit danner også lag i lagdelte basiske intrusioner. Den anvendes bl.a. i Norge til fremstilling af ildfaste materialer.