Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - råstofudnyttelse

Oprindelig forfatter JMoH Seneste forfatter Redaktionen

De vigtigste råstoffer, der indvindes i Danmark, er olie og gas samt ler, silt, sand, grus og sten. Desuden hører kalk og kridt samt salt og grundvand til blandt de vigtigste råstoffer. En række andre råstoffer såsom moler, plastisk ler, bentonit, tørv, granit, gnejs, sandsten, fosforit, glaukonit og tungmineraler indvindes i mindre målestok eller efterforskes med henblik på indvinding. Tidligere har der været indvinding af brunkul, flint, mergel og myremalm.

Bortset fra indvindingen af olie og gas, som behandles særskilt i det efterfølgende afsnit om energi, udgør sand, grus og sten langt den største del af de indvundne råstofmængder. Brugen varierer med aktiviteten i bygge- og anlægssektoren, og efter en faldende tendens fra midten af 1980'erne var opgravningen af råstoffer på land generelt stigende fra midten af 1990'erne til 42 mio. m3 i 2007. Siden er der sket et fald til ca. 26 mio. m3 i 2013. Beskæftigelsen er beskeden inden for råstofindvinding. Efterforskning, indvinding og efterbehandling af produktionsarealer reguleres af Råstofloven, Vandforsyningsloven og Undergrundsloven.

Sand, grus og sten indvindes både til havs og til lands, og produktionen, der især foregår fra istidens aflejringer, anvendes primært til cement- og betonvarer, vej- og broanlæg, opfyldningsarbejder, kystsikring og havnebygning. Raffinerede specialprodukter (glassand, støberisand, polermidler m.m.) fremstilles bl.a. af kvartssand fra Midtjylland.

Annonce

Ler indvindes især i Sønderjylland og på Fyn til fremstilling af rød- og gulbrændte mursten og andre teglprodukter. Superlette, isolerende og absorberende bygningssten og granulater fremstilles af moler (diatomit) fra Limfjordsområdet. Trykfaste, isolerende granulater og bygningssten fremstilles ved brænding af plastisk ler (sandfrit ler).

Kalk og kridt indvindes især i Himmerland, Thy og på Sjælland. Kalk og kridt udnyttes til cementfremstilling (bl.a. Aalborg Portland), af grovvareselskaber til jordbrugskalk og til en række andre formål, fx som fyldstof ved papirfremstilling. Danmark har en omfattende eksport af såvel cement som kridtprodukter.

Salt findes som betydelige forekomster i Danmarks undergrund. Indvinding foregår ved opskylning af stensalt (halit, NaCl) fra salthorsten ved Hvornum SV for Hobro. I flere jyske salthorste er der påvist kalisalt (sylvin, KCl), der bl.a. kan anvendes i kunstgødning.

Tungmineralerne ilmenit, rutil og zirkon er påvist i forhøjede koncentrationer i miocæne lag i Jylland samt i strandsand ved mange danske kyster. Disse mineraler kan anvendes til fremstilling af bl.a. pigmenter, stærk letmetal og avanceret teknisk keramik. Bentonit (ekspanderende ler), der anvendes til talrige formål, bl.a. som vandtætte membraner, er påvist i betydelige mængder i Jylland og på Lolland. Glaukonit, der bl.a. anvendes til ionbytning og vandrensning, er påvist i høje koncentrationer på Sjælland og i Jylland.

Grundvand kan indvindes næsten overalt i landet fra sand- og kalklag. Grundvandskvaliteten er generelt højere end i andre industri- og landbrugslande; vandet kan derfor endnu anvendes direkte efter en let behandling (luftning). Nedsivende forurening og deraf følgende forhøjet nitratindhold samt påvisning af pesticider har medført lukning af mange vandindvindingsboringer og koncentreret vandindvindingen i områder med særlige drikkevandsinteresser.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Morten Hansen: Danmark - råstofudnyttelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61002