Bryozokalk er en i den danske undergrund vidt udbredt kalkstenstype, der bl.a. kan ses i Stevns Klint og Fakse Kalkbrud på Østsjælland, i klinterne ved Sangstrup og Karlby på Djursland og i Bulbjerg ved Jammerbugten. Tykkelsen er oftest 30-100 m. Mange steder danner bryozokalken 5-8 m høje bankestrukturer, der fremhæves af talrige lag af flint.

Faktaboks

Også kendt som

limsten

Bryozokalk er dannet i Danien for ca. 65-61 mio. år siden og består som næsten alle kalksten af skelet- og skalrester af havlevende organismer. Kalkstenen har navn efter indholdet af de små kolonidyr bryozoer eller mosdyr, der normalt udgør 20-40% af kalken, og hvis skeletter kan se meget forskellige ud. I bryozokalk dominerer busklignende kolonier. Havbunden må i sin tid have været dækket af en tæt skov af disse bryozoer.

Tidligere blev bryozokalk brudt mange steder især i Nordjylland og Østsjælland. Den blev anvendt til kalkbrænding og som bygningssten, bl.a. i mange landsbykirker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig