Rønneformationen, geologisk lagserie fra begyndelsen af Tidlig Jura (for ca. 190 mio. år siden) på den sydlige og vestlige del af Bornholm. De nederste 20 m består af gråt og sort ler med sand og planterester, som er aflejret i søer. De mellemste ca. 40 m består af gråt og sort ler, sand med tynde lerlag, rodhorisonter og kullag, aflejret i søer, deltaer, tidevandszonen og på dybere hav. De øverste 210 m består af sand med tynde lerlag, dannet på tidevandsflader og i strømrender.