Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Færøerne - geologi

Oprindelig forfatter NHald Seneste forfatter Redaktionen

Færøerne ligger på den nordlige del af det undersøiske Færø-Rockall-plateau, et mikrokontinent helt eller delvis løsrevet fra Europa. Øerne er opbygget af basaltisk lava med underordnede lag af vulkansk aske, ler og kul. Lavaerne, der strækker sig over størstedelen af Færø-Rockall-plateauet, er dannet for ca. 60 mio. år siden i forbindelse med den begyndende opsplitning mellem Grønland og Europa og har en kumulativ lagtykkelse over havniveau på ca. 3000 m. Hertil kommer ifølge en boring i den nederste del af den blottede lagserie yderligere mindst 2000 m under havniveau.

Lavaerne kan inddeles i tre serier. Den nedre serie, der også omfatter de gennemborede lag, er opbygget af forholdsvis ensartede lavastrømme, normalt ca. 20 m tykke. Efter dannelsen af disse ældst kendte lavaer har der været en pause i den vulkanske aktivitet, hvor der aflejredes lag af ler og kul. Den mellemste og øvre serie er opbygget af mange, ofte ganske tynde lavastrømme med en betydelig variation i den kemiske sammensætning. De indeholder ofte tætliggende strøkorn af olivin eller plagioklas. Ved jordskorpebevægelser efter (og muligvis allerede under) dannelsen af lavaerne er disse blevet vippet og svagt foldet, således at de hælder nogle få grader mod nordøst, øst eller sydøst. I Kvartær har Færøerne været dækket af gletsjere, og mange af det glaciale landskabs karakteristiske former som botner og U-formede dale er udviklet.

Kullene over den nedre basaltserie har været brudt til brug for hjemmemarkedet, men brydningen er næsten ophørt. Efter store fund af kulbrinter på kontinentalsoklen nord for Skotland er der en betydelig interesse for at lede efter olie og gas i de sedimenter, der efter de geofysiske undersøgelser at dømme befinder sig under lavaerne.

Annonce

Læs mere om Færøerne.

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished

/pre, function 'web.xml' failed with response:
async operation has not finished