• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Appenninerne

Oprindelige forfattere BHag og Sonne Seneste forfatter Redaktionen

Appenninerne, italiensk Appennino, system af bjergkæder, der strækker sig ca. 1100 km gennem den italienske halvø, Appenninerhalvøen, fra Genova til sydspidsen af Calabrien. De består af to bjergkædebuer, den umbriske bue, som udgør de nordlige og de centrale Appenniner, og den kalabriske bue eller de sydlige Appenniner.

Den umbriske bue strækker sig fra Genova i nord til floden Biferno øst for Rom. Bjergkæderne fortsætter i den kalabriske bue og drejer fra et nordvest-sydøstligt til et nordøst-sydvestligt forløb. Fra Calabrien fortsætter bjergkæden over Sicilien, der danner forbindelse til de nærliggende nordafrikanske Atlasbjerge.

De nordlige Appenniner når kun enkelte steder over 2000 m (Monte Cimone 2165 m), men passene ligger højt, og flere steder er jernbanen ført gennem lange tunneler. Den liguriske kyst (omkring Genova) har på grund af de lave Liguriske Appenniner let forbindelse til Poslettens intensive landbrug og industri. Det forholdsvis bløde, kalkholdige udgangsmateriale har givet landskabet et afrundet udseende, Det Toscanske Bakkelandskab. Mod syd bliver bjergkæderne gradvis højere og fortsætter syd for Tiberen i de centrale Appenniner med Abruzzerne. Disse udgør bjergkædernes højeste og bredeste parti og kulminerer 100 km NØ for Rom i massivet Gran Sasso d'Italia, hvor Monte Corno (Corno Grande) med 2912 m er Appenninernes højeste punkt.

Annonce

De sydlige Appenniner er et fraktioneret bjerglandskab med flere toppe over 2000 m. Terrænet har talrige terrasser og er præget af erosion. Kalkstenene danner et vandløbsløst karstlandskab, der sammen med høj sommertemperatur og kraftig vinterregn giver landskabet et karakteristisk tørkepræg.

I Appenninerne dyrkes korn, vin og oliven. I nord dyrkes også frugt. Traditionelt har de højereliggende græsgange og de tørre områder været udnyttet til sommergræsning for får, hvilket har givet råstof til en tidlig tekstilproduktion. Byerne ligger ofte isoleret på bakketoppe af forsvarshensyn, og da de lave områder indtil 1900-t. ofte har været sumpede og malariabefængte.

I oldtiden var Appenninerne dækket af skove med steneg og kastanje, men indsamling af brænde og gavntømmer har ødelagt den oprindelige vegetation, så størstedelen er bevokset med steppevegetation eller maki. De ufremkommelige bjerge har ofte ydet beskyttelse til flygtninge, og der findes mange små enklaver med bl.a. grækere, kroater, albanere, franskmænd og katalanere.

Appenninerne blev dannet i Tertiærtiden som en del af det alpine foldekædesystem. Italien ligger på et større fragment af det afrikanske kontinent (Adria), og det blev med sine pålejrede aflejringer fra Mesozoikum bevæget mod vest ned under den europæiske lithosfæreplade.

Ved denne kollision blev "skiver" af Adrias randområde skudt ind over Adria. Bjergkæden består således af en stabel af disse "skiver". Øverst i Appenninerne findes rester både af det europæiske kontinent og af den oceanbund, der oprindelig lå mellem Europa og Adria.

Bjergkædedannelsen var fra sin begyndelse præget af vulkansk aktivitet. Aktive vulkaner i de sydlige Appenniner og i Det Tyrrhenske Hav vidner om stadigt aktive pladebevægelser.

Se også afsnittet geologi under Europa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Hageskov, Per Sonne: Appenninerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39257