Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Almadén

Oprindelig forfatter HSten Seneste forfatter Redaktionen

Almadén, spansk by med kviksølvforekomst i nordranden af Sierra de Alcudia 100 km nord for Córdoba. Feltet, der er kendt som verdens rigeste, var udnyttet allerede af romerne og senere af araberne. Det rummer Europas største kviksølvreserver og 1/3 af verdens samlede reserver. Pga. faldende efterspørgsel og priser på kviksølv blev minen lukket i 2003. Almadén kom på UNESCO's Verdensarvliste i 2012.

Værtsbjergarterne for mineralet cinnabar (HgS) og frit kviksølv er palæozoiske sandsten og skifre gennemsat af vulkanske bjergarter (lava og tuf). Kviksølvet stammer fra vulkanske udluftninger (ekshalationer) eller metaller udludet af sorte skifre. Det findes i årer, finfordelt i skifer og hulrum.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Stendal: Almadén i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36235