magmatisk krystallisation

Magmabjergarter har ikke noget smeltepunkt, men et smelteinterval. Magmaer krystalliserer derfor over et temperaturinterval, der begynder ved den temperatur, hvor den første krystal udfældes fra smelten, det såkaldte liquiduspunkt, og ender ved den lavere temperatur, hvor den sidste dråbe smelte størkner, det såkaldte soliduspunkt. Liquidus ligger mellem ca. 1200 °C og ca. 700 °C, solidus mellem ca. 1000 °C og ca. 400 °C. Krystallisationsintervallet spænder over 100-500 °C, afhængigt af den kemiske sammensætning af smelten.

Magmaer rige på magnesium og fattige på silicium, natrium og flygtige stoffer som vand og fluor, fx basalt, har de højeste liquidus- og solidustemperaturer og de korteste krystallisationsintervaller, mens magmaer rige på natrium, fluor og vand, fx agpaitiske magmaer, har de laveste liquidus- og solidustemperaturer og de længste krystallisationsintervaller. Den hastighed, hvormed magmaet afkøles, bestemmer, om der dannes få eller mange krystalkim ved liquidus. Sker afkølingen langsomt i et magmakammer, dannes få kim, der vokser til større mineralkorn, indtil de støder sammen med andre korn, og der dannes kornede til grovkornede plutoniske bjergarter. Ved hurtig afkøling som ved vulkanske processer dannes mange krystalkim, som i deres vækst hurtigt støder sammen med andre korn, hvilket resulterer i finkornede eller tætte vulkanske bjergarter. Ved ekstremt hurtig afkøling dannes ingen kim, magmaet størkner som vulkansk glas.

De først dannede mineralkorn har veludviklede krystalflader, de er euhedrale, mens formerne af de sidst udfældede mineraler, der optager mellemrummene mellem de tidlige krystaller, er bestemt af formen af de forhåndenværende hulrum; disse mineraler er anhedrale, dvs. uden krystalform.

De først udfældede mineraler reagerer med restsmelten og ændrer kemisk sammensætning eller omdannes evt. til andre mineraler, se Bowens reaktionsserier.